Det manglende kys

Lars Thorup, 2026-10-14

Agnete falder i staver, efter at hun har sat den nye plade med spandauer i vinduet. Egentlig skinner solen vidunderligt for første gang i ugevis, denne onsdag eftermiddag i oktober. Men butikkens halvtag sørger for, at solen ikke når det friske bagværk. Og hun har vagten i dag og kan ikke bare gå ud i efterårssolen. I formiddags var der godt gang i salget, men her til eftermiddag virker det til, at alle mennesker hellere vil gå en tur langs stranden end komme forbi bageren og købe kager. Agnete er alene i butikken.

Hun tænker igen på Ernst, hendes mand, som er ude at rejse nu på tredje uge. Han er i Kina med endnu en uge igen og tidsforskellen er næsten ikke til at holde ud. Når hun vågner om morgenen, er han på arbejde. Når hun går i seng om aftenen, er det midt om natten for ham. De skriver til hinanden hver dag, men læser altid med forsinkelse.

I sengen i morges havde hun savnet ham særlig meget. Huskede varmen fra hans krop. Hans åndedræt, når han stadig sov. Somme tider vågnede hun ved, at han rørte ved hende. Hun elskede ham for, at han var så glad for hendes krop. Hun huskede hans store varme hænder på sine bryster. Fingrene, der klemte om hendes brystvorter. Hans drengede smil, når han så ind i hendes øjne. Nogle gange var han allerede lysten, og så vækkede han hende ved at lægge sin varme pik i hendes hånd. Hun havde sådan savnet at mærke den, der i morges. Hendes hænder havde hurtigt fundet ned mellem benene, og hun havde ladet fingrene spille ivrigt på alle strengene i hendes køn, mens hun drømte om at kæle for ham. Hun elskede at gøre ham liderlig. Føle pikken være bristefærdig, når hun endelig lod den indenfor, og sekunder senere mærke kussen svømme over. Hun havde fået sådan en dejlig orgasme i morges. Men hun havde savnet ham så inderligt imens.

Hun giver et sæt, da døren pludselig klimter. Efterskælvet fra i morges og erindringen om Ernst fortoner sig hurtigt, men hun mærker en rødmen i ansigtet, selv om ingen selvfølgelig kan regne ud, hvad hun stod og dagdrømte om.

Ind kommer en mand, hun ikke har set før. Han ser godt ud men også lidt lapset. Høj og bredskuldret. Og med store hænder, ser hun. Men tøjet er laset, krøllet og plettet. Udetøj. Arbejdstøj måske? Hun kigger på hans ansigt, han har skægstubbe, flot bølget hår, helt sort. Han er mindst ti år yngre end hende, måske ikke meget ældre end hendes ældste. Hans blik er rettet mod al bagværket i vinduerne. Han har brune øjne, og hun tænker, at han ser sydlandsk ud.

Pludselig kigger han direkte på hende. Agnete føler sig gennemskuet, som om han straks ser, hvad hun netop stod og tænkte på.

"Hvad skulle det være?" skynder hun sig at spørge.

"Ja, jeg må ha en kake", lyder svaret på syngende norsk.

Agnete går i stå et øjeblik, overrasket over at han alligevel ikke er sydlandsk.

"Ja, men - det skal vi nok kunne klare!" siger hun endelig, kunderettet og professionelt. "Hvilken slags kage har du lyst til?"

"Åh, jeg har lyst til..." manden tøver.

Agnete ser, hvordan hans blik flakker frem og tilbage mellem hende og pladerne med kager i vinduet. Så kigger han direkte på hende. Agnete kan ikke tage blikket fra ham.

"Jeg har lyst til - ja, dig! får jeg lyst til at sige - men altså har du sådan en slags kage med creme?"

Agnete er fuldstændig paf. Hørte hun rigtigt? Han sagde vel ikke, at han har lyst til hende. Hende? Hun tænker, at hun burde være forarget over hans frimodighed. Men måske hørte hun bare forkert? Og er der ikke også noget tiltrækkende ved ham?

"Ja, så har vi jo fx flødekagerne her," siger hun og peger på hylden. "Vi har gåsebryst, fx?"

"Dit kåde bryst?" spørger han og kigger på hende med et kæmpesmil.

"Ja, altså..." Agnete tøver forfjamsket og peger på kagerne. "Gåsebryst, hedder de."

"Aha, ja okay. Ja de ser dejligt cremede ud. Lad mig få en af dem."

"Vil du spise mig - jeg mener - spise den her?" ryger det ud af Agnete.

Der er aldrig nogensinde nogen kunder, der har spist gåsebryst ude på bænken i oktober.

"Næh, jeg må have dig med mig," siger han. "Altså kagen."

"Så gerne," får Agenete fremstammet og giver sig til at folde en papæske til kagen. "Hvad har du ellers brug for?"

"Åh, ja, jeg har jo brug for - så meget," tøver manden. "Jeg har ikke så travlt. En snegl måske?"

"En snegl? Ja, men så har vi jo både de har store - stive velsagtens?"

Agnete føler sig pludselig selvsikker og modig. Hun er allerede faldet for ham, og hvis han kan flirte, kan hun også.

"Man kaldte dem også grammofonplader en gang. Ellers har vi også de her små og snaskede. De er bedst helt inde i midten."

"Jaså," siger han. "Snasket, siger du? Altså sådan cremet og fedtet? Glat?"

"Ja, lige netop. Men også sød på tungen."

"Jamen, så lad mig få en af dem også," siger manden. "Og hvad er det her for noget?"

Han peger på skålen med marengs i forskellige farver, der står lige ved kasseapparatet.

"Det er kys," siger Agnete. "Det hedder de altså. Det er sådan set bare små marengs. Skal du have et par kys?"

"Ja, DET må jeg have," siger manden og sender hende igen sit store smil.

"Bare to kys?" spørger hun.

"Nej, lad mig få fem kys," svarer han.

Der er fire marengs tilbage i skålen. Agnete skal lige til at undskylde, men så lægger hun de fire marengs i en pose og stiller ved siden af de andre varer på disken.

"Er der ellers andet, jeg kan gøre for dig?" spørger hun.

"Åh, ja, der er sådan set noget, du skal gøre for mig," siger han. "Men det må hellere vente. Du er jo på arbejde. Lad mig bare betale for varene her."

Agnete slår beløbene ind på kasseapparatet. Hvad er det, han vil have hende til at gøre for ham? Hun tænker på, om han rejser rundt alene. Måske er han på ferie?

"Ja, så skylder du 72 kr," siger hun. "Vil du betale med kort? Eller ligge det af?"

"Ligge? Det forstår jeg ikke. Jeg kan betale med kort," siger han.

Manden tager sit betalingskort frem fra en laset tegnebog og betaler.

"Måske kan jeg få dit nummer?" spørger han. "Eller altså, jeg mener selvfølgelig butikkens nummer? Så jeg kan bestille morgenbrød i morgen tidlig?"

Agnete giver ham sit mobilnummer uden at tøve. På den ene side er hun overrasket over sig selv. På den anden side er hun fuldstændig sikker på, at hun er nødt til at lære denne mand nærmere at kende.

"Du kan bare ringe til mig," siger hun.

"Tusind tak," siger han og smiler, mens han tager varerne fra disken. "Jeg glæder mig til at høre fra dig!"

Så forlader han butikken, og Agnete går hen til døren og kigger efter ham. Han skrår over gaden og går hen til et gammelt faldefærdigt folkevognsrugbrød i spraglede, men slidte farver. Han vender sig om og vinker til hende, inden han stiger ind. Motoren lyder fæl, da han kører væk. To minutter senere tikker en SMS ind på hendes telefon. 'Kom forbi og spis kage, når du har fri,' står der.

Agnete ringer til den sædvanlige afløser, men hun tager ikke telefonen. Solen forsvinder bag nogle skyer, og det blæser op. Lidt senere begynder kunderne igen at komme ind i butikken, og snart får hun travlt helt frem til lukketid.

Hun skynder sig at få rydet restlageret af bagværk om i bagbutikken - hun må tage sig af det senere. Så låser hun butikken og står udenfor og kigger sig rundt. Hun kan jo bare ringe til ham og spørge, hvor han er. I stedet skriver hun: 'Hvor er du?' og mindre end et minut senere får hun svaret 'stranden'.

Hun drejer om hjørnet og går ned ad den lille vej, der går ned mod stranden. Hun kigger ind på parkeringspladserne, men ser ikke bilen. Helt nede på stranden bliver vejen til sand, og hun går ud for at se, om han mon virkelig er kørt herud. Det er han ikke. Så går hun tilbage og ind på parkeringspladsen, som går længere ind bagved, end man lige kan se. Helt inde i bunden holder det bordeaux og lyseblå rugbrød. Foran bilen står der et lille bord og to stole. Agnete går nærmere og kan se, at manden sidder i den ene stol, bøjet over noget der ligner et spritblus.

"Hej," siger hun, da hun er kommet helt hen til ham. "Du mangler at få et kys."

Manden vender sig om mod hende, og hun mærker, hvordan hendes ro og selvsikkerhed fordufter ved mødet med hans blik. Han smiler sit store smil og nikker lidt med hovedet.

"Ja, DET gør jeg," siger manden. "Kan jeg få det nu?"

Agnete tøver; ved ikke rigtig, hvordan hun skal gøre det. Hvorfor rejser han sig ikke op, som hun havde tænkt sig? Så sætter hun sig på knæ foran ham og tager hans ansigt i sine hænder og nærmer sig sin mund til hans.

Hans læber er både varme og kolde. Overlæben er varm, men underlæben er kold. Han smager salt, af hav. Agnete presser sine læber mod hans, og deres læber skiller sig ad og hun mærker hans tunge, der kilder hen over kanten af hendes læber. Hun strækker sin egen tunge ud mod hans, og hun skælver, da deres våde og stærke og bløde tunger glider hen over hinanden for første gang.

"Åh," sukker Agnete, da hun til sidst trækker sit hoved til sig.

"Sikke et dejligt kys," siger manden.

"Hvad så nu?" spørger Agnete, som ikke har forestillet sig længere end til dette skridt, selv om hendes hoved er fuldt af fantasier om vellystige fortsættelser.

"Nu må vi spise," siger manden. "Jeg har lavet omelet. Og så er der bryster til desert!"

"Gåsebryst?" spørger Agnete.

"Ja, netop, det var det du kaldte kagen," siger manden.

Agnete sætter sig i den anden stol. Manden henter en sweater til hende. Den er lidt for stor. En gammel islandsk sweater. Men dejlig varm. Hun ænser ikke længere vinden og aftenkulden. Hun tager imod en bliktallerken med omelet. De spiser i tavshed, men de rører hele tiden ved hinanden. Hans hænder søger hendes. Hun lægger en hånd på hans arm. På hans lår. Bag hans nakke. Han klemmer hende ind til sig.

(fortsættes)