Urvæsen

Helt tyst
langs skovens bløde stier
under sommerregnens sagte rislen mod bladhænget
kun afbrudt af spættens dybe rungende hak
mod den døde gren
går jeg ned mod havets rolige dønninger
og lader min nøgne krop omslutte
af det lune vand
og jeg flyder vuggende på ryggen
mens jeg kigger op på de endnu tilbageværende svaler
og bliver for en stund til det
urvæsen
jeg egentlig er

Lars Thorup, 2026-08-20