Radioavisen
Lars Thorup, 2023-11-14
jeg kommer ud i køkkenet
min mor står ved køkkenbordet med ryggen til
hun kaldte på mig lige før
det er frokosttid og jeg kravler op på stolen ved det lille spisebord
middagssolen vælter ind ad vinduerne
radioen kører og som altid passer frokosten med at de spiller kirkeklokkerne fra rådhuset i københavn
og så starter radioavisen
jeg hører ikke efter
jeg er sulten
jeg sidder lidt uroligt på stolen og så vender min mor sig rundt og kommer med tallerkenen
det er den samme tallerken som altid
med de små kaniner rundt langs kanten
den er lidt barnlig synes jeg nu
rødbedeskiverne ligger sirligt på leverpostejsmaden
jeg er sulten og begynder at spise og min mor aer mig over håret inden hun vender sig om og stiller sig tilbage ved køkkenbordet
hun står stille og kigger ud af vinduet
mon hun lytter til al den voksensnak der strømmer ud af radioavisen
jeg kommer i tanke om den hule jeg var begyndt at bygge ovre i skoven i går
jeg må tilbage og gøre den færdig
jeg skal bare lige spise!