Stille

Lars Thorup, 2025-07-06

Jeg har sat mig på den indbyggede bænk i vindfanget med en øl og en bog. Solen står lavt over bakkerne mod vest, men jeg kan stadig mærke hvordan de sidste stråler varmer i mine kinder. Vinden er løjet af og jeg kan høre fugle der ivrigt kvidrer ovre i hækken. Katten kommer og smyger sig om benene på mig, og jeg giver den et par bløde strøg over ryggen. Så sætter den sig og kigger ud i haven et øjeblik, inden den rejser sig og lunter af sted på aftenens første patrulje. Fuglene kvidrer upåvirket videre. Jeg tager en slurk af min øl og læser på etiketten. Fineste svenske letøl. Jeg kigger ned langs huset og ud over søen, der kruser i den lette brise. Solen oplyser de gyldentgrønne graner på den fjerne bred.

I morgen vil jeg gå en tur for at lære området bedre at kende. Jeg fisker min telefon op ad lommen for at se hvordan vejret mon har tænkt sig at blive. Der står noget underligt på det lille vejrkort. "Väg Utan Namn" får jeg læst. Vej uden navn. Jeg er godt nok kommet langt ud på landet. Eller rettere: ind i skoven. Helt herude, hvor Google aldrig kommer. Jeg lægger telefonen fra mig og kigger igen ud over søen. En stor fugl glider majestætisk ned over vandet mod mig, inden den svinger ind over skoven på den modsatte bred. Det var jo nok ikke en ørn, måske bare en musvåge. Her er virkelig stille. Som i virkelig, virkelig stille. Ingen biler, ingen græsslåmaskiner eller hækkeklippere. Kun fuglene og den sagte hvislen af vinden i buskadset og de høje popler bag huset. Det bliver en god ferie, kan jeg mærke.

Jeg samler bogen op og læser de første par sider. Men stilheden påkalder sig igen min opmærksomhed, og jeg sidder med bogen løst i hånden og stirrer ud over bakkerne og solnedgangen og har med det samme glemt, hvad jeg lige har læst. Jeg føler mig allerede hjemme her. Til stede. Som om jeg virkelig er her. Er til. Som om det her er et sted, hvor jeg kan være til uden at bekymre mig om andet end at være til. Jeg rejser mig og går ad den slåede sti mellem de vajende græsser hen til hækken, hvor fuglene kvidrer. Mine skridt er næsten lydløse i det visne græs, og fuglene fortsætter uanfægtet. Jeg kan høre en underlig knasende lyd, og bøjer mig ned ved lågen for at se, om der er mus, der pusler. Der lugter af våd jord og vissent græs. Det er ikke dér lyden kommer fra.

Da jeg rejser mig op, kigger jeg lige ind i ansigtet på en kvinde på cykel. Hun kigger på mig med et forbavset udtryk og sætter foden på jorden og stopper op.

"Du er da ikke Asker," siger hun med en stærkt syngende intonation.

"Hvad?" siger jeg, før det langsomt går op for mig, at hun hverken taler svensk eller dansk, men norsk.

"Hvem er du?" spørger hun, og denne gang lykkes det mig at forstå både dette og hendes tidligere udbrud.

Men jeg føler mig overrumplet, som er jeg blevet taget på fersk gerning af en betjent, og jeg ved ikke hvad jeg skal svare. Vi kigger afventende på hinanden i flere sekunder.

"Nååååh," siger hun pludselig og bryder ud i et grin. "De havde jo sagt, at de ville leje huset ud. Ikke sandt? Jeg hedder altså Maja. Hvem er du?"

"Hej... Maja!" får jeg tøvende sagt, stadig lidt overrumplet over at hun pludselig dukkede op.

Så tager jeg mig sammen og rækker hånden ind over lågen mod hende.

"Ja, hej Maja, jeg hedder Lars," siger jeg. "Og jo, jeg har ganske rigtigt lejet huset af Asker. Jeg skal bo her den næste måned. Sikke et fantastisk sted!"

"Ja, ikke sandt!" siger Maja. "Jeg bor selv i det gule hus oppe på bakken dér."

Hun peger lidt op ad vejen.

"Du må endelig sige til, hvis der er noget du mangler eller får brug for," fortsætter hun. "Vi er jo lidt langt væk fra alting her ude. Skal du bare holde ferie?"

"Ja, læse og gå ture og nyde stilheden, havde jeg tænkt."

"Ja, så er du kommet til det rigtige sted," ler Maja. "Men jeg må videre. Hej du!"

Hun sætter cyklen i gang, og snart fortoner den knasende lyd af hjulene på den hårdt stampede grusvej, mens hun forsvinder ud af syne.

"Nyde stilheden, jo tak," tænker jeg og smiler for mig selv, mens jeg går tilbage til vindfanget.

Jeg sætter mig og tager en slurk af min øl og åbner bogen. Da jeg har læst den samme sætning otte gange, lægger jeg den fra mig og kigger igen ned over søen, mens jeg genkalder mig det overraskende møde med Maja. Hun så ud til at være lidt ældre end mig, lille og spinkel med langt gråt hår i hestehale. Blå sweater. Hendes cykel var også blå. Sjovt at høre norsk igen.

Solen forsvinder om bag træerne på bakken og temperaturen falder hastigt. Jeg går ind og henter min højhalsede uldsweater og en øl mere og sætter mig tilbage. Vinden er løjet helt af nu, og søen står lyseblå og spejlblank i skumringen. Fuglene er gået til ro. Nu er her faktisk virkelig stille. Jeg bliver siddende og læser en lille time, indtil det til sidst bliver for mørkt.