Ankomst

Lars Thorup, 2025-07-13

Regnen tager til og jeg må sænke farten på den smalle asfaltvej. Det er søndag aften, klokken er over otte, og der er ingen mennesker ude i dette vejr. Jeg får et mindre chok, da en lille smart bil kommer kørende i høj fart rundt om et hjørne, lige imod mig, med kaskader af vand, der står til begge sider. Vi når begge at undvige. Jeg får et glimt af en ung fløs, der også ser forskrækket ud, og jeg sænker farten yderligere. Så drejer jeg nordpå af den endnu mindre vej, der snart går over i grus og jeg holder hårdt om rattet, mens jeg snirkler mig videre op langs søen uden om de utallige huller i vejen. Jeg skæver mod kortet; jeg er der snart. Det lysner lidt mod vest i et sygt gulligt lys gennem de regntunge skyer. Til sidst når jeg frem til det lille hjulspor, der leder væk fra søen og op mod skoven. Askers hus skulle være det første, og på vej op ad bakken ser jeg en sort kat komme løbende ned mod mig, inden den drejer af og forsvinder ind over marken. Jeg drejer bilen ind ad indkørslen og standser og sidder et øjeblik, mens jeg prøver at forstå at jeg endelig er fremme. Jeg har kørt hele dagen, og farten og angsten sidder stadig i kroppen. Tilgengæld er det holdt op med at regne, og himlen er tonet over i noget endnu mere orange.

Jeg åbner døren og stiller mig ud. Det drypper fra alle grene, og fugle synger langt borte. Her er helt ufatteligt stille. Jeg spidser ører, og prøver om jeg kan høre andre lyde end dryppende dråber og fløjtende fugle. Ikke en lyd hører jeg. Jeg får øje på katten, der stå ude på vejen foran indkørslen og kigger på mig. Jeg sætter mig på hug og prøver at kalde den til mig. Den kigger upåagtet tilbage på mig. Jeg rejser mig og katten vender sig om og er væk. Solen kigger frem under skyerne som en stor blodappelsin, og jeg drejer mig rundt og ser det yndige lille svenske hus foran mig. Rødt træ med hvide vinduer i to etager og med en lille veranda foran hoveddøren. Huset er badet i den rødlige aftensol. Her skal jeg bo den næste måned og passe Askers kat, som vel var den jeg lige havde mødt. Mon jeg kan finde mig selv til rette her langt ude i skoven? Her er virkelig helt utroligt stille.