Barndomsven

Lars Thorup, 2025-07-13

Søren var den eneste drengeven, jeg kunne være blevet forelsket i. Det skete selvfølgelig aldrig. Vi var bestemt begge to glade for piger, og Søren var meget bedre til piger end mig. Han var milevidt den flotteste ven, jeg nogensinde havde haft. Jeg var vældig misundelig, grænsende til jaloux, over hvordan pigerne drejede hovedet efter ham, lyttede til hvert et ord han sagde og blot sad og kiggede drømmende på ham, mens han endnu engang imponerede os med sine stunts.

I klassen formåede han sjældent at imponere nogen. Han undgik så vidt muligt at sige noget, og når han endelig blev nødt til det, var det svært at forstå, hvad han egentlig mente. Ordene kom kun tøvende ud af munden på ham, ofte i den forkerte rækkefølge, sådan hulter til bulter. Når vi lavede lektier sammen, var det ikke meget bedre. Men efterhånden havde vi kendt hinanden længe nok til, at han ikke længere var genert over sine mangelfulde formuleringsevner i mit selskab. Og hans tænkning fejlede absolut ingenting. Han evnede lige så godt som nogen at se lige gennem etiske dilemmaer og moralsk hængedynd. Han forstod ofte, før jeg selv gjorde, hvad der var det rigtig svar på vanskelige spørgsmål. Vi holdt begge meget af samfundsfag og diskuterede ofte, hvordan verden kunne have set anderledes ud, hvis den ene eller anden erobringskrig var gået modsat. Men det var altid mine formuleringer, vi valgte at bruge, og jeg kunne mærke, at han var misundelig over, at jeg fik bedre karakterer end ham.

Men så snart han skulle bruge sin smukke krop, var det som om, han vendte vrangen rundt og blev sit egentlige selv. Pludselig var han selvsikker og udstrålede en begejstring over den gavebod af en krop, han havde fået tildelt og gavmildt delte med sine medmennesker. Det var Søren, der lærte mig at jonglere med tre bolde. Han kunne selv med syv og kunne fyre smarte bemærkninger af til pigerne imens. Der var ingen, der syntes det var sjovt at lægge arm med Søren, for det morede ham altid gevaldigt at trække pinen i langdrag og lade os vinde med nød og næppe, til vi selv næsten troede, at denne gang havde vi ham, indtil han med et skraldgrin slog armen over og hamrede vores håndrygge i bordet.

Mens jeg blev hjælpelærer i matematik, blev Søren instruktør i det lokale fitness center. Da jeg endelig i slutningen af gymnasiet mødte en pige der ville med mig hjem, havde Søren haft sin kæreste i årevis. Hun var selv dygtig med sin krop, spillede håndbold på højt niveau. Jeg forstod aldrig, hvorfor hun ikke var jaloux, for Søren blev ved med at imponere pigerne. Men jeg tror, hans moralske kompas var så solidt, at hun vidste at hun kunne stole på ham.

Søren var langt oppe i fyrrene, før det for første gang begyndte at ramle for ham.