Omstilling

Lars Thorup, 2025-07-27

"Det står endnu højere!" råber Oluf. "Næsten helt op til kanten, du!"

Jeg kan dårligt høre ham i larmen, selv om vi står lige ved siden af hinanden på toppen af diget. Vinden hvæser vredt i ørerne og vores regntøj blafrer vildt om os, mens vi kigger ud mod bølgerne, der bryder længere ude. Der er efterhånden kun en smal lyserød stribe horisonten rundt mellem de askefarvede skyer og det grønsorte og hvidtskummende hav.

"Det løber over inden for en time!" råber jeg tilbage. "Hvis ikke det vender inden."

"Det skal nok stoppe!" griner han til mig og fortsætter med noget jeg ikke fanger.

Vi bliver stående lidt og betragter de lange dønninger, der lapper ind mod diget for fødderne af os. Vi kan næsten se, hvordan vandet stadig stiger som i et badekar. Bag os ligger det store sommerhusområde, hvor Oluf bor det meste af året.

Det bliver hurtigt for anstrengende at stå midt i stormen, og vi går tilbage til hans bil. Jeg ser ham skæve over mod sit hus. Vi har brugt hele eftermiddagen på at forhindre indstrømmende vand med sandsække og en pumpe i bryggerset, og jeg har fået overtalt ham til, at vi kører hjem til mig og overnatter. Med et suk sætter han sig ind på førersædet ved siden af mig, og der bliver stille som i en domkirke, da han lukker døren. Fornemmelsen af blæsten sidder stadig i ørerne, da han sætter bilen i gear, og vi kører bort fra kysten.

Et par uger senere står jeg højt oppe i konferencecenteret med en fantastisk udsigt over bugten. Jeg lægger igen mærke til den lille gruppe af vindmøller, som på deres knaldgule stålben ligner en slags skotske flamingoer. Længere sydpå kan jeg skimte det hældende boretårn fra den strandede olieplatform. Alma havde forklaret mig, hvordan Aberdeen bliver set af klimabevægelsen som et symbol på det 'energiewende', som man skriver om alle vegne. Det er første gang min datter skal optræde internationalt, og jeg havde spurgt om jeg måtte komme og se hende, nu hvor det netop passede med, at jeg var af sted på interrail. Skotland havde dog vist sig mere besværligt at nå med tog, end jeg havde regnet med.

Tidligere på dagen havde Alma og jeg spist morgenmad på hotellet. "Er det ikke lidt dobbeltmoralsk, at I er fløjet hertil?" havde jeg spurgt uden helt at indse det taktløse i at starte med netop det emne. Men Alma havde selvfølgelig haft svar på rede hånd, og havde belært mig om, at det var vigtigere at nå resultater hurtigt end at bremse sig selv med kortsigtede hensyn. "Vi har et klima, vi skal have reddet," havde hun sagt. "Og det er os, der kan få det til at ske."

Ud af øjenkrogen ser jeg, at der er kommet bevægelse i folk nede på gulvet i det store atrium, og jeg går hen mod elevatoren, inden jeg tager mig selv i det og kigger mig om efter trapperne. Alle disse fossile fristelser, tænker jeg. Men måske er strømmen grøn, selv her i denne gamle skotske olieby? Omvendt har jeg jo godt af at bruge mine ben, så lad det da være begrundelsen. Jeg kommer i tanke om Oluf, der ville have taget elevatoren uden overhovedet at skænke det en tanke.

Konferencen er arrangeret af det lokale universitet, og Alma skal være ordstyrer på en debat om finansiering af den grønne omstilling. Jeg sætter mig lidt ude til den ene side og kigger rundt på deltagerne, der stadig myldrer ind. De fleste er på Almas alder, men der er også en del på min egen alder. Alma står på scenen foran et par sofaer og en lænestol, mens hun hilser på paneldeltagerne, der kommer ind og sætter sig. Jeg kan genkende en ung mand fra et tidligere foredrag, og en ældre kvinde, som havde holdt indlæg lige inden pausen. Alma har sat sit hår og har sin lyse stribede skjorte på og let oprullede ærmer. Den tynde mikrofon sidder klar, og hun kigger ud over forsamlingen med et roligt blik som for at signalere, at alting er klar.

Kort efter starter de, og Alma præsenterer panelet og sætter diskussionen i gang med et spørgsmål om afvejningen mellem at betale for grøn omstilling i den rige del af verden eller i den fattige. I mit perspektiv må man starte med at feje for egen dør, men panelet kommer vidt omkring i perspektiver, jeg knap kan følge. En kvindelig panelist påkalder sig feministisk økonomisk teori og mener, at det er vigtigt at mobilisere og favorisere kvinder, for at indsatserne kan få ordentlig fat. Der er mange ord, jeg ikke forstår, og jeg giver mig til at skrive nogle af dem ned, så jeg kan spørge Alma senere. Så læner jeg mig tilbage og følger, hvordan Alma kompetent styrer panelet, og senere runden af spørgsmål fra salen. Et kluntet spørgsmål fra en deltager formår hun i et splitsekund at omformulere til noget, som selv jeg næsten forstår.

"Er det ikke underligt at koble feminisme sammen med klimakampen?" spørger jeg Alma, da hun endelig har tid til at spise frokost med mig i lufthavnen dagen efter.

"Hvad mener du?" spørger hun og kigger på mig med løftede bryn, som om jeg har sagt noget pinligt.

"Jo, altså, klima har vel ikke noget med kvinder specifikt at gøre?" spørger jeg. "Både mænd og kvinder har vel lige stort ansvar for at løse klimakrisen?"

Alma sætter glasset fra sig og kigger på mig. Hendes øjenbryn er trukket ned i panden, og hun kigger lige på mig.

"Altså, feminisme handler jo ikke om kvinder," siger hun. "Feminisme handler om køn. Alle køn. Og om magt."

"Men betyder 'Feminin' ikke 'kvindelig'?" spørger jeg og kigger efter tjeneren, som skulle komme med vores mad.

"Åh, far, det troede jeg, du havde forstået for længst," sukker Alma. "Det er jo ikke vigtigt, hvad ordet oprindelig kommer af. Det vigtige er hvad det betyder i dag. Sådan er det jo med masser af ord. Og feminisme handler om køn, og hvordan køn påvirker magtstrukturene i verden, og ikke kun om kvinder. Feminisme handler om at verden skal være retfærdig uanset køn."

"Ja, jeg er jo enig i at verden skal være retfærdig uanset køn," svarer jeg. "Ja, uanset alt muligt for den sags skyld: race, alder, ..."

"Jamen, jeg har da også altid anset dig for at været feminist," afbryder Alma mig og ler.

"Nå!" udbryder jeg forbavset.

Så kommer vores mad endelig. Alma får en asiatisk sammenkogt ret med tofu, mens jeg får to stykker smørrebrød med sild, æg og rejer. Tjeneren prøver at sælge os en snaps uden held.

"Jo, men bare fordi du generelt er meget respektfuld og rummelig over for andre mennesker," fortsætter hun. "Som om du ikke ser deres køn eller hudfarve eller seksualitet, men bare deres individuelle væsen. Der tror jeg, du har været en god inspiration for mig."

"Nå!" siger jeg igen.

Jeg lægger bestikket tilbage, hvor jeg lige havde samlet det op. Jeg er ikke vandt til at blive komplimenteret af min datter, og prøver at finde på, hvad jeg skal svare.

"Jamen, tak!" siger jeg endelig. "Og skål på det veloverståede seminar!"

Vi skåler og drikker begge af vores øl og begynder at spise vores mad.

Så giver jeg mig til at rose hende for hendes håndtering af paneldiskussionen. Hendes øjenbryn falder til ro, og et smil kruser sig om hendes læber. Hun lader mig tale ud, før hun fortæller at hun også efterfølgende havde fået ros af den ældre kvindelige forsker, som åbenbart er hendes store idol.

"Tager du så toget hele vejen tilbage igen?" spørger hun. "Det er sejt, at du vælger toget frem for flyet."

"I går lød du da ellers som om, det ikke betød det store for dig?" spørger jeg overrasket.

"Men du har jo ikke noget vigtigt for," siger hun uden at blinke, "du er jo bare på ferie. Det er da ikke det samme som at skulle holde vigtige oplæg om klimafinansiering."

"Det forstår jeg altså ikke," siger jeg og ryster på hovedet. "Hvordan kan fly være okay for dig, men ikke for mig?"

"Du skal kigge på det med magtbriller," forklarer Alma. "Eller indflydelse. Når jeg holder indlæg herovre, så har jeg en kæmpe indflydelse på nogle folk, som selv har direkte indflydelse på politikere og beslutningstagere. Det kunne jeg slet ikke have i samme grad, hvis jeg blev hjemme, eller spildte en lille uge på at køre i tog."

"Og hvad så med mig?" spørger jeg.

"Når du tager på ferie, så har du masser af indflydelse på andre mennesker, der planlægger deres ferie. Når du viser dem, at interrail er fedt, så får du inspireret dem til selv at droppe flyveren. Alle vores handlinger er politiske."

Vi sidder lidt og spiser vores frokost færdig i tavshed, mens jeg tænker over, hvad hun har sagt. Det giver stadig ikke helt mening for mig.

"Men så har det vel ikke så meget med feminisme at gøre?" spørger jeg endelig. "Eller hvad? Du sagde noget om, at feminisme også handler om magt."

"Men det HAR også noget med køn at gøre," siger Alma og kigger på mig. "Som kvinde har jeg større ret til at springe over, hvor gærdet er lavest en gang imellem. End mine mandlige kolleger har."

"Det forstår jeg endnu mindre," siger jeg opgivende. "Kan du egentlig nå en kop kaffe med? Americano, right?"

Hun nikker, og jeg går op i baren og bestiller.

"Måske kan jeg sammenligne det med rige og fattige lande," siger Alma, da jeg kommer tilbage med vores kaffe.

"Okay?" siger jeg spørgende.

"Jo, altså vi affinder os jo med, at fattige lande har ret til at bruge fossile brændsler i længere tid end de rige lande. Carbongælden er langt større hos de rige lande, som derfor har pligt til at skære langt mere og hurtigere ned. Mens de fattige lande så at sige stadig har lidt kredit at løbe på, så de kan nå at omstille deres samfund på en rimelig måde."

"Ja, den køber jeg," siger jeg. "Det er noget med, at motivationen skal være til stede. At det skal føles rimeligt. Ja, retfærdigt simpelthen."

"Ja, netop. Og sådan er det også med køn og magt. Mænd har i alt for lang tid udnyttet deres magt, så her har kvinder simpelthen også lidt kredit at løbe på. Mens mænd i højere grad har pligt til langt om længe at opføre sig ordentligt."

"Altså," tøver jeg. "Du har ret til at flyve, fordi du er en kvinde, mens jeg har pligt til at tage toget, fordi jeg er en mand?"

"Ej, så skarpt ville jeg nok ikke selv stille det op," ler Alma og kigger et øjeblik væk fra mig, inden hun igen fanger mit blik. "Men, jo: netop som kvinde er der en særlig positiv signalværdi i at tage det hurtige fly, mens der som mand er en særlig positiv signalværdi i at tage det klimavenlige tog. Altså feministisk set."

Så skal hun af sted, og vi rejser os begge op. Hun tager sine tasker, og jeg stiller mig ved siden af hende og giver hendes skulder et klem.

"Ej, du skal altså have et ordentligt kram," siger jeg så. "Jeg synes du er så sej. Det var dejligt at se dig!"

Hun smiler og sætter taskerne ned igen. Så kryber hun ind i min favn, og jeg trækker hende ind til mig, og vi står længe og krammer. Hun er på samme tid min lille pige og min kloge voksne datter, og jeg føler mig taknemmelig over at være her med hende. Det var godt jeg tog herover.

"Tog du TOGET til Edinburgh?" spørger Oluf højt.

Han fjerner glasset fra munden, før han når at tage en slurk, og kigger på mig med åben mund hen over skummet på de nyskænkede fadøl. Vi er gået i ly for efterårsregnen på den lokale vinbar, som langt om længe har opdaget, at der også er salg i en god lager. De spiller 80'er pop, og jeg føler mig pinligt bevidst om, at jeg befinder mig lige midt i vinbarens aldrende målgruppe.

"Ja, det er langt mere klimavenligt," forsøger jeg håbefuldt at sige med frisk stemme. "Og også ret hyggeligt faktisk! Jeg snakkede med..."

"Men, tog det ikke en evighed?" afbryder Oluf. "Jeg forstår simpelt hen ikke, at du ikke vil flyve..."

"Det tog to dage," siger jeg. "Og jeg mødte en sød..."

"TO dage," Oluf lyder forarget. "Det kostede sikkert også en bondegård!"

"Altså, jeg havde købt interrail-billet," siger jeg. "Det blev ikke så meget dyrere end den flybillet, Alma havde købt."

"Ha, der kan du selv se," siger Oluf og tager en slurk af sin øl, så skummet sætter sig i hans overskæg. "Hvis selv Alma tog flyveren, så må du da kunne se, at du er gået for vidt med dit klimaflip."

"Ja, du bliver da den sidste, jeg får overbevist, kan jeg godt høre." Jeg prøver at mønstre et grin og løfter glasset: "Skål!"

Vi drikker begge en ordentlig slurk af den gyldne lager, og Oluf drejer glasset op mod lyset.

"Den er da rigtig god denne her øl," siger han.

"Blev du ikke lidt bekymret for dit hus efter det stormvejr?" spørger jeg. "Hvis stormen havde været bare en anelse kraftigere, havde du fået haven fuld af vand. Og kælderen!"

"Jeg har sgu da ingen kælder," griner Oluf. "Det ville være dumt, når man bor så lavt. Og der skete jo ikke noget. Det kan altså ikke bringe mit pis i kog. Vi skal bare have bygget et højere dige, hvis vi altså kan få overtalt de rige tosser, der bor i yderste række."

"Hører jeg en lille indrømmelse af, at der faktisk sker klimaændringer?" spørger jeg.

"Joh," tøver Oluf. "Det vil jeg måske ikke helt afvise længere. Med det vejr vi efterhånden har. Men det er jo ikke noget, som du og jeg kan lave om på. Og diget er i hvert fald for lavt."

"Du kunne da gøre noget selv," siger jeg. "Fx skifte din gamle skrammelbil ud med en elbil, som jeg vist har foreslået før."

"Ha, det kommer ikke til at ske," siger Oluf. "Og det batter jo absolut ingenting. En dråbe i havet, om jeg så må sige."

Jeg åbner munden for at protestere, men vi har diskuteret dette alt for mange gange før. Oluf kigger væk og jeg orker heller ikke at tage endnu en tørn. I stedet drikker vi lidt mere af vores øl. Jeg kigger rundt i rummet på de andre gæster. Der er stille sådan en tirsdag eftermiddag, men en lille gruppe sidder i engageret diskussion om noget med kulturudvalget. Lidt friskt af kommunen at henlægge møder til den nærliggende vinbar. På de høje stole ved baren sidder det sædvanlige lokale par, der ikke bare snakker for meget, men også er om muligt endnu mere konservative end min ven Oluf. Jeg skæver tilbage til Oluf, der kigger væk, inden han kigger tilbage på mig med et spørgende blik.

"Ja, jeg ville jo spørge dig lidt til råds," indrømmer han tøvende. "Men måske kan vi gå lidt. Er det ikke næsten holdt op med at regne?"

Vi tømmer vores øl, og sandelig om ikke Oluf betaler denne gang. Jeg svinger kasketten som hilsen til bartenderen, og vi går ud i støvregnen.

"Ja, altså, det er Vega, min niece," siger Oluf og kommer ikke rigtig længere.

Vores skridt knaser på grusstien langs søen i den tyste tåge, og tunge dråber falder på os fra grenene over os.

"Ja?" tilskynner jeg ham.

"Hun vil sgu hedde Viggo!" siger han så endelig og kigger på mig.

"Nå?" siger jeg. "Vega er da ellers et meget kønnere navn end Viggo. Eller... Viggo, siger du...? Åh, nu forstår jeg!"

"Ja, hun siger sgu, hun vil skifte køn," siger Oluf. "Og det er jo ikke fordi, jeg slet ikke forstår det. Hun har altid haft noget drenget over sig, det tror jeg også, jeg har fortalt dig før. Men hun er jo en god pige, meget snusfornuftig og med gode interesser."

"Ja, jeg kan da huske, at du har fortalt, at hun interesserer sig for biler," ler jeg. "Havde hun ikke hjulpet dig med at reparere tændingen, sidst din gamle øse ikke kunne starte?"

"Gamle øse, hvad bilder du dig ind?" spørger Oluf og ler.

Vi griner sammen, lettede over, at den pinlige stemning mellem os blev brudt.

"Men jo, jeg lærte hende i hvert fald, hvordan man gør, og jeg tror sgu egentlig godt, hun kunne finde ud af det på egen hånd, hvis det skulle ske igen."

"Når det sker igen," retter jeg ham og tager imod det dask, han sender i min retning. "Men altså, hvad er der galt i det? Kan hun ikke bare hedde Viggo? Og du kan vel lære at sige 'han' om hende? Altså, jeg mener om ham?"

"Joh, det tror jeg faktisk også, jeg er helt med på," siger Oluf. "Det må hun sgu selv bestemme."

"Men hvad så?" spørger jeg, da Oluf stadig tøver med at komme til sagen.

"Ja, hun har tilsyneladende fået overtalt sin læge til, at hun godt må få hormonbehandling," siger Oluf. "Og der synes jeg godt nok, at hun er alt for ung. Altså, hun er jo stadig et barn."

"Hvor gammel er hun egentlig?" spørger jeg og tænker, at det nok er bedre at fortsætte med at bruge 'hun'.

"Hun er lige blevet 14," siger Oluf og gentager: "Hun er jo stadig bare en pige."

"Som gerne vil være en dreng, åbenbart," siger jeg.

"Ja, og det er også fint nok," siger Oluf og fortsætter ophidset: "Helt ærligt, det mener jeg faktisk. Hun må sgu være lige den, hun vil. Det må vi alle sammen. Men hormonbehandling, du! Med testosteron og jeg ved ikke hvad. Tænk nu, hvis hun fortryder? Hun risikerer, at hun ikke længere kan få børn og alt muligt."

"Er hun begyndt?" spørger jeg.

"At få børn?" spørger Oluf chokeret. "Nåh, behandlingerne. Nej, det er hun vist ikke endnu. Det er noget med, at der er tre måneders karensperiode. Så hun kan nå at fortryde, tænker jeg. Og det er hun selvfølgelig pissesur over."

"Ja okay," siger jeg. "Det lyder da ellers meget fornuftigt, at hun har mulighed for at fortryde."

"Jeg synes det lyder helt galimatias, at hun overhovedet har fået lov," udbryder Oluf. "Hormoner skulle være forbudt for børn under 18."

"Giver man ellers aldrig hormoner til unge?" spørger jeg. "Hvis nu man er sent udviklet for eksempel?"

"Det ved jeg sgu ikke," siger Oluf. "Men det er jo også noget andet. Hvis man allerede er en dreng, så bliver man i det mindste ikke steril af at få lidt ekstra testosteron."

"Næh, det er vel rigtig nok," siger jeg.

"Ja, ikke?" siger Oluf og smiler pludselig stort.

Han sætter tempoet op og går lidt foran mig. En musvit giver sig til at kvidre, som tror den, det er forår.

"Nå, men det jeg ville spørge dig om," fortsætter han, "det er jo, hvad fanden jeg siger til hende? Jeg vil jo gerne støtte hende. Ja, jeg kunne såmænd nok lære at kalde hende... altså ham... Viggo. Men hvad siger jeg om det der hormonlort?"

"Måske skal du bare holde lav profil?" foreslår jeg. "Med de der hormoner. Det er jo alligevel ikke noget, du kan gøre nogen forskel på hverken fra eller til. Det er vel udelukkende op til lægen og hende selv, tænker jeg. Har hun ikke mere brug for at føle sig lyttet til måske?"

"Altså, jeg kunne jo ringe til lægen," siger Oluf. "Eller skrive et læserbrev!"

"Men så mister du jo hendes tillid fuldstændig," siger jeg. "Det ville da være det dummeste at gøre. Og det ville jo ikke gøre nogen forskel alligevel. Altså, en onkel ringer til lægen? Det tror jeg de er skråt ligeglade med."

"Ja, jo..." siger Oluf. "Men jeg kan jo ikke støtte hende i at hun skal have hormonbehandling?"

"Næh, men du kan støtte hende i, at hun godt må være sig selv," siger jeg. "Og for så vidt også støtte hende i, at hun godt må VILLE have hormonbehandling. Man må ville, hvad man vil, synes du ikke?"

"Joh..." siger Oluf tøvende. "Men..."

"Og du behøver vel ikke støtte hende i, at hormonbehandling er en god idé," siger jeg. "Kan du ikke bare plaske uden om? Foregive at du ikke ved så meget om det? Det må da være ret let for dig at foregive uvidenhed, tænker jeg?"

"Så! Nu er du sgu tarvelig," griner Oluf og dasker til mig igen. "Men, jo, jeg kan godt se hvad du mener. Jeg kan nok godt støtte hende... ham - åhr, mand, det bliver sgu svært, du! - altså støtte ...ham, uden at jeg overhovedet udtaler mig spor om hormonbehandling som sådan. Det er måske rigtig nok."

Vi går lidt videre i tavshed. Vi er efterhånden nået hele søen rundt, og regnen er holdt op, selvom skyerne stadig hænger grå og tunge.

"Det er lidt sjovt, at du selv pludselig bliver helt aktivistisk," siger jeg. "Det plejer at være mig, der er den aktivistiske, og dig, der siger, at vi ikke kan gøre hverken fra eller til."

"Aktivistisk?" siger Oluf forbavset. "Tjah, det er måske rigtig nok. Det her er jo helt anderledes, synes jeg. Her føler jeg, at jeg kan gøre noget."

Jeg retter mig op og strækker min ømme ryg og kigger ned over skråningen. Solen skinner fra den blå himmel, og selv om det blæser pænt, har jeg det rigeligt varmt i den tynde langærmede uldtrøje. Det er hårdt med markarbejde for sådan en kontormus som mig. Måske skulle jeg prøve at skifte over til æbleplukkerholdet?

Alma kommer kørende med endnu en trillebør fuld af kompost. Hun pruster lidt men navigerer alligevel hurtigt og sikkert det tunge læs hen til mig. Hendes blå shorts og t-shirt sidder stramt om de stærke ben og arme. Hun tager tit en arbejdsdag heroppe på markerne, og jeg har ikke kunnet vinde over hende i at lægge arm siden hun var en lille pige. Den svagt syrlige duft af æbler og gammelt græs bølger mod mig, da hun begynder at hælde den dampende kompost ud i små skvæt på stykket foran mig.

"Vi holder snart frokostpause," siger Alma. "Jeg kan nok lige nå et læs mere."

Jeg giver mig til at rive klumperne af organisk materiale jævnt ud over stykket. Når mikroorganismerne i komposten har foretaget den første grove nedbrydning af planteresterne, bliver arbejdet overtaget af andre mikroorganismer, som allerede er i jorden. På den måde bliver jorden forbedret med nylavet muld, og jordens liv af svampe, bakterier og andet godtfolk bliver fodret og styrket. Altsammen for at give den bedst mulige grobund for de bønner og ærter, som skal plantes her til næste forår.

Alma har inviteret mig til arbejdsdag på et regenerativt landbrug, som bliver drevet af en af hendes venner. Det meste af min levetid har jeg været optaget af at gøre mange ting i verden mere bæredygtigt. Men nu er det ikke længere godt nok blot at stoppe udbytningen af jorden. Nu arbejder de på faktisk at genopbygge jordens oprindelige sundhed. Ikke bare for at kunne dyrke landbrug her i fremtiden, men også fordi en sund jordbund giver sunde fødevarer nu og her.

Foreløbig giver det dog især masser af manuelt arbejde. En almindelig traktor og tilhørende maskiner ville køre jorden hård og gøre det svært for regnorme og muldvarper at leve i den. Alma fortalte tidligere om en dialog, de har med landbohøjskolen om udvikling af små lette maskiner med mange og brede hjul, som måske kunne være skånsomme nok til at erstatte noget af det hårde fysiske arbejde.

Efter sidste læs følges vi ad tilbage til gården, hvor der er sat frem, så man selv kan smøre sig et par stykker rugbrød med ost, pølse og makrel i tomat, samt masser af nyplukkede radiser og vel årets sidste tomater.

Alma ser ud til at kende de fleste og falder hurtigt i snak. Jeg sætter mig sammen med en af de andre fædre, og vi sludrer om den fjord, der lå her i vikingetiden, og siden blev inddæmmet til frugtbar landbrugsjord.

Efter frokost får jeg lov at skifte over til brombærholdet, og jeg følges med de andre ned over marken til de vildtvoksende hegn, der bugner af saftige, sorte bær. I sidste weekend havde der været pluk-selv, men nu er der så mange modne bær, at vi plukker til syltning, inden de når at blive dårlige. Vi ifører os tykke lærredshandsker med afklippede fingerspidser og går i gang med at fylde de små blikspande, vi har med.

Senere i toget på vej hjem nyder jeg at kunne læne min trætte ryg mod sædet. Sjældent har et togsæde føltes så komfortabelt.

"Jeg har tænkt lidt over det, du fortalte med Olufs niece," siger Alma. "Jeg synes faktisk også selv det er lidt kompliceret."

"Ja," siger jeg og ryster mig fri af søvnen, der ellers var ved at overmande mig. "Ja, ikke?"

"Jo, men der er jo masser af andre eksempler på, at vi giver unge større og større selvbestemmelse," siger Alma. "Jeg tror fx ikke det varer længe, før vi sætter valgretten ned til 16 år. Og huller i ørerne kan man jo få lavet helt ned til fem år, tror jeg."

"FEM år!" udbryder jeg forarget. "Uden forældrenes samtykke?"

"Nå, næh, det kan da egentlig godt være," siger Alma og tøver. "Det er der vist noget med. Men det er jo noget pjat!"

Vi er stoppet ved et lille trinbræt med marker til den ene side og en lille landsby til den anden. Et par højlydte unge knægte hopper på nede i den anden ende.

"Men er der ikke også ting, du synes, man ikke skal have lov til at gøre mod sin krop, når man stadig er et barn?" spørger jeg. "Hvad med andre former for piercinger? Eller brystoperationer?"

"Altså, piercinger er vel bare ligesom huller i ørerne," siger Alma. "Brystoperationer... hmm... det har jeg ikke tænkt over. Der er jo nok lidt mere i tvivl, ligesom med hormonbehandling."

"Og så er der jo også omskæring af drenge," siger jeg. "Som jo mærkeligt nok er fuldt accepteret, i hvert fald i visse kredse."

"Ja, og DET er forargeligt," siger Alma. "Det er jo åbenlyst ikke barnets ønske, men noget forældrene vælger."

"Jo, men mon ikke forældrene også selv ligger under for nogle forventninger fra deres religiøse omgangskreds?" foreslår jeg. "Så kan det vel godt være svært at være normbryder?"

"Det er altid svært at være normbryder," siger Alma. "Men vigtigt!"

"Men for nu at vende tilbage til spørgsmålet," siger jeg, "så er problemet med hormonbehandling vel, at barnet ikke nødvendigvis selv kan overskue konsekvenserne. Altså, det kan jo forhindre hende i senere at kunne blive gravid!"

"Men lige DET argument smager altså virkelig meget af patriarkatets forventning om at kontrollere kvinders fertilitet," fnyser Alma. "Har du ikke lagt mærke til, at der er masser af unge mennesker, der fravælger at få børn? Måske er det bare ikke en forventning, der er særlig vigtig for mange af os?"

"Men... handlinger har jo konsekvenser," prøver jeg at gentage. "Tænk, hvis jeg aldrig havde kunnet få dig?"

"Aj, men det er jo hypotetisk," siger Alma. "Det synes jeg faktisk ikke er et rimeligt argument."

Hun kigger lidt ud ad vinduet, og jeg holder min mund.

"Så længe det kun har konsekvenser for én selv, så er der vel ingen, der skal blande sig i det," fortsætter Alma. "Og det drejer sig trods alt kun om meget få mennesker, der risikerer at fortryde noget, de gjorde som ung. Måske er det en okay pris at betale for den frihed, at langt flere mennesker kan føle sig bedre tilpas i deres egen krop?"

Jeg er kun lige kommet mig oven på anstrengelserne på bondegården, da jeg weekenden efter besøger Oluf i hans sommerhus. Han har bedt mig hjælpe med at lave en ny terrasse af brædder, løftet op i niveau med havedøren, i stedet for de gamle fliser.

"Hvad siger du så: klimasikring!" griner Oluf og peger på den ramme, han allerede har sat fast med beslag på nogle betonklodser i jorden. "Tak fordi du godt vil hjælpe mig!"

"Ha!" griner jeg. "Det kan da ikke holde vandet ude af din kælder!"

"Jeg HAR altså ingen kælder," vrisser han. "Min stueetage ligger rigeligt højt. Og med denne her nye terrasse kan jeg sidde ude, også selvom det lige har styrtregnet og haven ligner et soppebassin."

"Ja, okay," siger jeg overbærende. "Det bliver da rigtig fint!"

Resten af formiddagen kravler vi rundt og skruer brædder i. Det er gråvejr og vindstille. Mens vi sidder og hviler med en dåseøl når jeg at se både egern, rødkælk, træløber og skovskade. Jeg kan godt forstå, at Oluf holder af sit lille sted herude på kanten af den rigtige natur.

"Sig mig, har du købt økologiske øl?" spørger jeg, da jeg får set etiketten.

"Jah... de var på tilbud," siger Oluf og smiler skævt.

Vi knokler igennem og bliver færdige, inden vi giver os selv lov til at spise sen frokost. Til sidst kan jeg næsten ikke rejse mig efter at have ligget så meget på knæ. For Oluf ser det endnu sværere ud, men ingen af os bryder os om at klage os til hinanden. Det var nok meget godt, at jeg kom og hjalp ham.

"Nå, men du skal altså høre fortsættelsen af historien om Viggo," siger Oluf, da vi senere indvier den færdige terrasse med bordet fuldt af rugbrød, sild, æg, øl og hjemmedyrket purløg.

"Ja, hun... han er vel ikke begyndt på hormoner endnu?" spørger jeg.

"Nej, tværtimod, om jeg så må sige," siger Oluf. "Han har besluttet sig for at udsætte det."

"Altså, besluttet det selv?" spørger jeg. "Ikke noget hun... han er blevet overtalt til?"

"Nej, nej, han har besluttet det helt selv," siger Oluf. "Og du må altså lige gøre dig umage med at sige 'han'!"

"Ja, jo, jeg skal nok!" griner jeg. "Du har lært det, lyder det til?"

"Jeg har også øvet mig," ler Oluf lidt genert. "Jeg tænkte, det var vigtigt at bakke ham op om at være 'ham'. Selv uden hormoner."

"Men det er da også ret flot af dig," roser jeg ham. "Sejt. Skål på det!"

"Ved du, hvorfor h... han skiftede mening?" spørger jeg, mens vi klikker dåseøllene mod hinanden.

"Ja, han var herude efter skole forleden," siger Oluf. "Vi havde en lang snak. Han sagde, han var imponeret over, at jeg ikke var flippet ud over hans hormonplan. Så tak for det råd, må jeg vel sige."

"Ja, det var da så lidt," siger jeg.

"Nå, men han havde åbenbart haft en lang snak med en af sine gode venner," fortsætter Oluf. "En han har kendt helt tilbage fra børnehaven. Og på en eller anden måde havde de fået snakket sig frem til, at det ikke nødvendigvis behøver føles forkert at have en piges krop, når man føler sig som en dreng. Man behøver ikke identificere sig som enten 100% dreng eller 100% pige. Man kan bare identificere sig som 'en dreng med en pigekrop'. Var det ikke smart tænkt?"

"Altså, er det sådan noget de kalder 'gender fluid'?" spørger jeg og prøver at huske, hvad jeg har hørt. "Altså, flydende køn?"

"Nej, nej," siger Oluf og virker helt stolt over for en gangs skyld at være mere med på noderne end mig. "Der er ikke noget flydende over hans køn. Han føler sig virkelig som en dreng. Men nu øver han sig i at være glad for den pigekrop, som jo også virkelig er ham."

"Altså," jeg forstår det stadig ikke helt. "Så heller ikke 'tvekønnet' vel?"

"Nej, nej," siger Oluf. "Det er jo køn på to forskellige måder. Begge dele 100%, ikke noget tvekønnet, eller flydende eller noget. Hans krop er jo 100% pige. Det er jo det, han har været ked af. Måske især da han begyndte at få bryster, fordi det er så synligt. Hans stemme bliver jo heller ikke dyb. Så folk, der ikke kender ham, vil umiddelbart tro, at han er en pige. Det var nok især det, der gjorde, at han gerne ville slippe for, at hans krop blev endnu mere som en piges."

"Ja, okay," siger jeg. "Så han skal altid sige til folk, at de skal sige 'han' om ham."

"Det er jo også derfor, han kalder sig 'Viggo'," siger Oluf. "Fordi det så oplagt er et drengenavn."

"Så han skal bare skynde sig at præsentere sig som 'Viggo'" griner jeg, "inden nogen får øje på hans bryster."

"Men, der tror jeg så faktisk, han føler, at han kan være en lille smule aktivistisk," siger Oluf. "Han synes jo, det er noget pjat at folk konkluderer hans køn, bare fordi de hører hans lyse stemme eller ser, at han har bryster. Og han kan jo bedre være aktivistisk, når han beholder sin pigekrop. Så nu prøver han at lære at være tilfreds med den krop, han har."

"Hvorfor hedder det egentlig også bare 'køn' på dansk," siger jeg. "Det er da rigeligt forvirrende i forvejen. På engelsk ville han vel sige, at hans 'sex' er pige og hans 'gender' er dreng. Men det kan man ikke rigtig på dansk, vel?"

"Nej, vi mangler vist ord for det," siger Oluf. "Der er nogle, der kalder det 'biologisk køn' og 'oplevet køn'."

"Men det er altså kluntet," siger jeg.

"Jeg tror måske Viggo mente 'oplevet køn', når han sagde 'køn'," siger Oluf. "I hvert fald sagde han bare 'krop' i stedet for 'biologisk køn'."

"Ja, så han er af hankøn, med en pigekrop," prøver jeg at konkludere. "Det er vel okay?"

"Det er SÅ okay," smiler Oluf. "Jeg er meget glad for, at han ikke giver sig til at rode med hormoner i hans alder."

Vi rejser os begge fra frokostbordet med stort besvær og griner af vores gamle skrog. Jeg får Oluf med på, at vi laver lidt udstrækning, inden han kører mig op til stationen.

"HVIS jeg nu skulle skifte den her gamle øse ud," siger Oluf til mig, da vi er stået ud og siger farvel. "Og det er altså ikke sikkert, jeg skal, men... Hvilken elbil ville du så anbefale?"

Tak til Camilla Panduro for puffet!